”Alle Nationers Undertvingelse” - Liberalitet, imperial mentalitet og anti-jødisk diskurs i Thomas Thaarups forfatterskab

Kristoffer Kjærgaard

Abstract


Thomas Thaarup (1749-1821) var om nogen en politisk forfatter, selvom hans litterære produktions politiske betydning var ekstremt sammensat og til tider endda selvmodsigende. I 1780’erne og 90’erne skrev han en række lyriske tekster og syngespil, der stort set alle fungerede som en ideologisk overbygning til Kronprins Frederiks såkaldte revolution fra oven, dvs. som en litterær forstærkning af det oplyste enevældes hegemoni. Bedst kendte er vel nok hans indskrifter på Frihedsstøtten i København, der hylder ophævelsen af stavnsbåndet, samt Peters Bryllup (1793), der blandt andet priser Kronprinsens humane og liberale reformpolitik med reference til bandlysningen af slavehandlen i de danske kolonier i Guinea og Vestindien. På grund af dette engagement blev Thaarups navn tilnærmelsesvist synonymt med den politiske modernitet, der voksede ud af den europæiske oplysningstradition, og som indsatte liberaliteten som det yderste mål. I 1813 skrev Thaarup en række anti-jødiske tekster, som tilsyneladende negerede og tilbagekaldte den reformvenlige og liberale linje, han hidtil havde stået for. Hvor blev liberaliteten af, spurgte det undrende københavnske dannelsesborgerskab sig selv, som i den efterfølgende debat citerede vers fra Thaarups tidlige digtning som modargumenter mod Thaarup selv. At denne digter, der havde vist sympati med den ”stakkels Neger”, demonstrerede så massiv en aggression over for jøderne, var for mange uforståeligt. Denne manglende forståelse har litteraturhistoriografien sidenhen adopteret. Der findes ingen studier, der knytter forbindelse mellem den tidlige og den sene Thaarup og generelt forties hans antisemitiske engagement som en art ideologisk svipser. Mit paper sætter udvekslingsrelationerne mellem Thaarups tidlige reformliberale og hans senere anti-jødiske produktion i forgrunden. Disse to modsatrettede understrømme løber nemlig i sidste ende begge tilbage det samme kildeudspring, nemlig en særlig imperial diskurs. På et alment historiografisk plan bidrager mit paper således til gennemtænkningen af liberalitetens gæld til prima facie non-liberale størrelser som magt, kolonialisme, antisemitisme og symbolsk vold.

Full Text:

PDF

Refbacks

  • There are currently no refbacks.